Outrup Kultur- og Idrætscenter
Undervisning i Outrup Skole
Outrup Skole

kort

August 2019
M T O T F L S
29 30 31 1 2 3 4
5 6 7 8 9 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 20 21 22 23 24 25
26 27 28 29 30 31 1
  • 05-top-03.jpg
  • 01-top-01.jpg
  • 05-top-07.jpg
  • 04-top-10.jpg
  • 03-top-03.jpg
  • 01-top-11.jpg

Tekst og foto af Søren Ryge Petersen

 

Jamen, hvad gør I dog med alt det, I dyrker i den store køkkenhave - det kan én familie da umuligt spise? Sådan spørger mange, og et af svarene kan læses her:
Musene gør det. Møder de for meget mad på deres vimse vandring, så bruger de en del af dagen på at flytte det i sikkerhed. Skovskaden deponerer bunkevis af agern under visne blade i skovbunden. Mosegrisen, den satan, fylder sine katakomber med små, sirligt afgnavede stykker kvikgræsrødder. Eller tulipanløg fra din have.
For om efteråret spidser det til, og det er sidste udkald for at samle forråd. En instinktiv handling for dyr. En nødvendighed for landmænd. En gammel vane for visse andre, der har det i blodet, fordi det jo kun er en menneskealder siden, at vi overlod det til fødevareindustrien og supermarkedet og måske hjemmefryseren - alt det med at sørge for, at der også er mad til vinter.

Henkogningens kunst
forrådskammer Men når jeg ser på billedet af Tante Anna, som var nabokone i barndommens land, så kan jeg lugte det, høre det, smage det: Den ustandselige travlhed i køkkenet hele sommeren og efteråret. Ærter, bønner, blomkål, gulerødder. Agurker, græskar. Æbler, pærer, blommer. Solbær, ribs, hindbær. Alt blev høstet og gemt. Alt blev vasket, pillet, snittet, skrællet, og børnehjælp var en nødvendighed. Indiskutabel.
Bagefter blev der kogt og regeret, sukret og krydret, og i den store henkogningskeddel stod der 8 glas ad gangen, med gummiring og glaslåg, og ingen fortalte os, hvad der egentlig skete dernede i boblerne og dampen. Det var først engang i en fysiktime i 9. klasse, at en forstandig lærer analyserede forrådets hemmelighed for os: At man bringer glasset med sit indhold i kog, hvorved alle bakterier og svampesporer dræbes. At luften ved samme lejlighed udvides og derfor presses ud af glasset med det fastspændte låg. Og at låget - når temperaturen atter falder - klemmes/suges fast af over/undertrykket, således at nye bakterier og svampesporer ikke har en chance for at komme ind til forrådet.

Det var jo derfor, at Tante Anna kontrollerede lågene omhyggeligt, inden hun satte glassene i spisekammeret. Løse låg er spildt arbejde. Mug i henkogningsglassene er en skændsel.
Da fryseren kom, var det en omvæltning af de helt store for Tante Anna og alle hendes medsøstre. Det møjsommelige henkogningsarbejde forsvandt, fryseren og plastikposerne opslugte det hele.

Meningen med at gemme fra køkkenhaven
Men forrådsinstinktet lever endnu, omend kun i en begrænset del af befolkningen. Køkkenhaven har ikke rigtig nogen mening, hvis man ikke kan gemme af dens overflod. Vi kunne ikke drømme om at regne på, om det kan betale sig, men hvordan skulle vi dog kunne klare en vinter uden vore 50 poser spinat, 20 poser bønner, jordbær, hindbær og alt det andet i fryseren. Eller alle sellerierne, som høstes hvert efterår og lægges i et hul i jorden sammen med gulerødder, rødbeder, pastinak og kartofler. Jeg er blevet god til at dyrke selleri, og skidt så med, at vi ikke orker at spise boller i selleri en gang om ugen hele vinteren. Tanken om forråd er alt nok. 27 selleri giver tryghed, sgu!

Mad nok til at sne inde
Sammen med de 20 glas æblegele og 20 liter hjemmelavet ketchup. Og de syltede, grønne tomater, æblerne i udhuset og de 3 lam i fryseren. Porrerne og grønkålen kan gemmes på roden, men rosenkålen bliver plukket i november og kommer i fryseren. Og når så en vinterdag kommer i det mest romantiske hjørne, kan jeg finde på at holde en lille tale for børnene og berette om det hele: Vi har brænde til ovnene, kød, bær og grøntsager i fryseren, grovfoder i drivhuset og hø i laden. Nu må der godt falde 5 meter sne, og alle veje må lukke. Vi skal nok overleve.
Men et rigtigt spisekammer har vi ikke, og dermed kan vi heller ikke demonstrere vor dygtighed og overlevelsesevne, som Tante Anna kunne. Hun og alle hendes medsøstre viste gerne spisekammeret frem. Så stod de dér og lod blikket glide hen over de mange hylder med bønner og pickles og pærer og agurker, og dette var lige så vigtigt som at have orden i den pæne stue og rent tøj til børnene.